Trods min optimisme sov jeg dårligt. Naboen snorkede som et tordenvejr og mine ørepropper var ingen hjælp. Først på natten lagde jeg mig på en ubekvem sofa i dagligstuen og faldt i søvn.
Efter morgenmad på caféen ved siden af gik jeg afsted. Gårsdagens mange kilometer og den dårlige søvn sad i kroppen på mig og allerede efter tre kilometer holdt jeg min første chokoladepause ved en kirke. Efter 9 km kom jeg til en lille café hvor jeg havde besluttet jeg ville spise og hvile.
Jeg spiste en bolle med ost, skinke og tomat og rullede min sovepose ud. Det blev til et par timers søvn trods det hårde underlag. Cafédamen havde puttet min overskydende sandwichbolle i en pose så jeg kunne tage den med!
Mad og søvn udvirkede mirakler og jeg var frisk da jeg fortsatte. Vejen begyndte at stige mod de 400 meter. Lidt hårdt nogle steder, men ikke slemt. Jeg huskede mig selv på alle strabadserne i det skotske højland sidste år.
Ved et vejkors holdt jeg pause og spiste en Angry Birds chokoladebolle! Efter flere kilometer i skov gik jeg det sidste stykke mod herberget langs små gårde. Overalt var der lænkehunde. Stakkels vovser. Her er de næsten alle reduceret til gømaskiner! Jeg sagde hej og sendte en portion medfølelse afsted til dem alle sammen!
Et optimistisk skilt kundgjorde at der nu kun var 100 meter til herberget. Der var ca. 300! Jeg nåede herberget klokken fem og opdagede til min skræk at den højtsnorkende mand igen skulle sove få meter fra mig!
Efter bad og tøjvask gik jeg mod en pilgrimsrestaurant. 350 meter stod der på et skilt. En god halv kilometer længere fremme: 260 meter, hvilket betød ca. det dobbelte. Her er åbenbart en slags omvendt længderabat!
Nu er klokken 20 og jeg har spist skøn suppe og venter på lammekoteletter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar