lørdag den 18. maj 2013

Frisk mod og ditto frugt!

En nat på hotel udvirkede mirakler: jeg kunne nyde den luksus det var at sove i stilhed, stå op og tage bad for mig selv og ikke mindst: at spise rigtig morgenmad inden jeg begyndte at vandre. 

Hotelejeren kørte mig tilbage til byen, så jeg kunne fortsætte hvor jeg blev samlet op i går.

Solen skinnede og det var perfekt temperatur. I modsætning til i går gik jeg i dag næsten udelukkende i skov og langs marker. De marker jeg ser er ganske små sammenlignet med Danmark. Bønderne kører i traktorer af samme beskedne størrelse som man brugte i Danmark for 30-40 år siden, men helt moderne. Jeg ser kartoffelmarker, lidt majs og overalt vinstokke der er bundet op og masser af store køkkenhaver.

Efter et par timer nåede jeg til en by, hvor jeg til min store glæde så et mini-marked. En sjov lille butik med en lille bitte delikatesse afdeling. Her lå blandt andet en bleg kofod. Med klov og det hele! Jeg trængte til noget frisk frugt og grønt, men har ikke plads til ret meget ekstra i rygsækken.

Mit beskedne festmåltid bestående af tomat, flutes med tunpostej en nektarin og en gulerod blev indtaget på en græsplæne. Efter maden lagde jeg mig på ryggen med benene oppe på rygsækken, hatten over øjnene og sov verdens bedste middagslur indtil lidt regndråber vækkede mig.

Efter godt 20 kilometer tjekkede jeg ind på endnu et herberg i en by, som jeg lige nu ikke kan huske navnet på. I nat får jeg lov at snorke om kap med 40-50 andre pilgrimme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar